Brand = personlighed

Min påstand i denne artikel er, at din virksomheds brand kan sammenlignes med et menneskes personlighed. Og at det giver god mening at tænke sådan, hvis du gerne vil skabe gode og varige relationer til dine kunder.

Hvad giver personlighed?

En stor del af vores identitet ligger i vores udseende. Udseendet er det første, vi møder hos et andet menneske, og det er vigtigt for førstehåndsindtrykket. Måden, vi klæder os på. Vores hår. Vores bevægelser. Men når vi først har lært personen at kende, ser de som regel helt anderledes ud. Det indre skinner igennem. Nogle bliver smukkere, og andre falmer ved bekendtskabet. Personlighed forbindes derfor ofte med de indre værdier. Vores væremåde. Det, vi siger og gør. “Det er bare typisk Søren, at sige sådan” eller “Sådan gør Merete altid”.

Udseende + Væremåde => Identitet/Brand

Når det kommer til virksomheders branding, tænker de fleste mest på den visuelle identitet. Et logo. En farvepalette. En særlig billedstil. Nogle flotte visitkort og en flot hjemmeside. Men når det gode førstehåndsindtryk har gjort sin virkning – hvad så? Hvilken personlighed har din virksomhed så?

Hvis vi holder fast i metaforen, så er virksomhedens væremåde alt det, virksomheden gør. Måden, hvorpå virksomheden kommunikerer med kunderne. Virksomhedens produkter. Medarbejdernes handlinger. Hver eneste medarbejder er en del af virksomhedens væremåde. Hvis en kunde har en dårlig oplevelse med en uforskammet medarbejder – så er det hele virksomheden, der dømmes.

Så hvordan sikrer du din virksomhed en stærk og karismatisk personlighed – med andre ord: et stærkt brand? Et brand, som alle medarbejdere er med til at opbygge og forstærke?

1. Find ind til kernen

Først og fremmest skal du være bevidst om din virksomheds identitet. Måske hjælper det at tænke på virksomheden som en person og forsøge at beskrive dennes personlighed?

2. Sæt ord på

Dernæst skal du gøre denne identitetskerne tydelig for dig selv, dine medarbejdere og dine kunder. Det kan formuleres som nogle få værdiord eller et simpelt payoff. Jo simplere, jo bedre.

3. Gentag

Sidst, men ikke mindst, skal du gentage det gode budskab rigtig mange gange. På den måde kan virksomheden få en personlighed, som gennemsyrer alt, hvad I gør.

Hvordan skabes relationer?

Hvordan hjælper det os med at skabe relationer til kunderne?, spørger du måske. For at opbygge en relation skal der være noget genkendeligt, man kan forholde sig til. Det gælder både i udseendet og væremåden. Hvis en person er meget omskiftelig, kan det være svært at vide, hvor man står i forhold til personen, og hvordan man skal agere. Sørg derfor for genkendelighed.

For at gå fra et flygtigt bekendtskab til at etablere en relation skal der nødvendigvis være følelser involveret. Ellers forbliver virksomheden bare en person, du går forbi på gaden, og nikker til.

Genkendelighed + Følelser => Relationer

Når mennesker indgår i relationer handler det aldrig kun om den ene person. En relation er gensidig og kræver, at man ser og anerkender hinanden. I en god relation føler man sig værdsat.

Din virksomhed kan forsøge at vække kundernes sympati, tillid, respekt, beundring, og at skabe glæde for kunderne. Underholde dem eller gøre dem klogere. Det handler i sidste ende om at se og anerkende kundens eksistens og værdi for virksomheden. Sørge for, at de føler sig værdsatte.

De gode råd herfra:

1. Bliv bevidst om relationen

Tag udgangspunkt i virksomhedens kerneidentitet og sæt ord på den relation, du ønsker at have til kunderne. Er du guruen, eksperten, kammeraten, tjeneren, coachen, eller spejlet for kunderne?

2. Væk følelser

Gør det klart, hvilke følelser du ønsker at vække hos kunderne. Husk på at følelserne og den gensidige anerkendelse er bærende for relationen.

3. Vær konsekvent

Sørg for, at bevidstheden om den ønskede relation gennemsyrer din kommunikation.

 

Jeg håber, at du kunne bruge mine tanker om branding. Kontakt mig endelig, hvis du har brug for hjælp til at sætte ord på din virksomheds personlighed.

Kontakt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *